Igennem vores virke på Saltbækvig har vi gang på gang mødt mennekser som har mødt Fisker Vilhelm Olsen. Igennem disse mennesker har vi hørt om et enstående menneske som sammen med sin hustru Helga åbnede deres hjem for alle. Derfor er det en glæde at have fået lov til at offentliggøre denne beskrivelse om Fisker Vilhelm.

Erindringer fra mine ferier på Vrøj

Mit navn er Svend Erik Olsen jeg er født i Roskilde den 14. December 1940. Min mor var Ellen Margrethe Olsen født den 26. Maj 1903 og død den 29. December 2002. Min far var Sigvard Alfred Olsen født den 23. Marts 1904 og død den 1. Oktober 1950. Far var bror til Vilhelm Olsen på Vrøj. Far var fiskeeksportør og han havde salg af levende fisk fra Absalonsgade 10 i Roskilde, hvor vi boede i mormor`s hus. Far havde en lastbil med bassiner på ladet i hvilke der var bambus rør hvorfra der kom ilt til fiskene.

Når vi skulle på udflugt tømte min far bassinerne for vand og der blev lagt hynder i. Når vi så var undervejs måtte vi af og til op og se, hvor langt vi var kommet. Det vakte jubel blandt dem vi kørte forbi. På fars bil var der skrevet ”Levende agn”.

Det var min far, der udsatte sandarter i Saltbækvig det må have været i tiden mellem 1948-1950. Min søster må have været et par år gammel og hun er født i 1946 og far døde 1950.

Jeg kan huske de første år efter, at sandarterne var sat ud, da blev vi liggende ved bundgarnet, som vi lige have røgtet og ventede på, at ynglen af sandarter, skulle forsvinde ned i vandet, så mågerne ikke skulle æde dem. Det varede dog ikke længe før, det ikke var nødvendigt længere og sandarten klarede sig rigtig godt-måske for godt?

Min ferie på Vrøj begyndte med, at jeg fik en gratis togbillet fra Roskilde til Kalundborg. Var jeg heldig så var min cykel med samme tog som jeg.

Derefter cyklede jeg til Vrøj. Kom til Illerup Brugs som jeg de efterfølgende år kom til at handle hos for Helga og Vilhelm.

Næste stop var Saltbæk, hvor der i kanten af skoven  lå et lille hus, hvor Vilhelm fik hjælp af familiens sønner, der startede hos Vilhelm og senere fortsatte med at fiske fra Kalundborg.

Ham jeg husker bedst hed Knud og han kom hver morgen ud på Vrøj for at hjælpe med fiskeriet.

På vejen ud af dæmningen boede Gormsen uden kone og børn i et primitivt lille hus på højre side af vejen mod Vrøj.

Der var ikke indlagt vand  i den tidligere arbejderbolig, hvor Helga og Vilhelm boede så der skulle hentes regnvand fra vaskehuset, hvor vandet blev opsamlet på taget. Det foregik med trillebør og regnvandet skulle pumpes i en mælkejunge, som jeg havde svært ved at bære. Når 

Min kusine Inge kom hjem skulle der vaskes, Så vidste jeg, at jeg ville være travlt beskæftiget med at hente vand til hende.

Når jeg sidder og skriver, det jeg kan huske, om mine ferier på Vrøj kommer jeg til at tænke på, at jeg aldrig har set hverken Helga eller Vilhelm være vrede eller sure på nogen.

Fiskeriet på Vrøj.

Dengang var der bundgarn hele vejen rundt i Saltbækvig. Bundgarnene var af bomuld som blev tjæret. Det foregik ikke så langt fra mindestenen på  græsset i en tjæretønde og Dyhrkop kørte med jeep og anhænger og Vilhelm og jeg spredte garnet ud for,  at de kunne tørre. Vilhelm med gummihandsker og jeg med de bare næver. Blyet kunne af solen være blevet næsten gloende ,når vi tog dem op i anhængeren.

Når vi skulle sætte garn var det Knud og jeg der satte raden og Vilhelm hovedgarnet. Der var hver gang en konkurrence, hvem der blev først færdig.

Det var især, hvis der havde været meget blæsende mange fisk i garnene. Sommetider var Vilhelm nødt til at hale rusen op af flere gange. Sommetider var der også en skarv (ålekrage) i rusen og Vilhelm kunne hurtigt se om den var frisk. Så fik vi stegt ålekrage.

Når vandet i Saltbækvig var blevet varmt gik karperne ind på lavt vand for at ”lege”.

Det var altid spændende, når vi skulle fange karper. Jeg husker en gang da vi sejlede helt op i den anden ende af Saltbækvig. Et sted  som jeg tror hed Smørhullet Vilhelm havde opdaget, at der var mange karper der. Vi ankrede op med den store jolle med Bukh-motoren og roede forsigtigt ind, hvor vi mente karperne var.

Bugten var fuld af karper, der stod på det lave vand. Der var flere hundrede. Vi begyndte af lægge vodden ud for at lukke dem inde.

På et tidspunkt sagde Vilhelm, der havde opdaget, at der lå et svanepar bag ved karperne: ”bare de ikke letter inden vi har fået lukket for karperne. Svanerne lettede, da vi manglede omkring fire meter. Svanerne løb hen over ryggene på de mange karper med det resultat, at der  var en strøm af karper mod det sted,  som vi manglede at lukke.

Vi fangede dog stadigvæk mange som vi fragtede i robåden ud til hyttefadet. Efterfølgende sejlede vi med hyttefadet på slæb hen til de damme, hvor karperne skulle opbevares og sælges til svenskerne  ved juletid. Vi gik med fiskekasser påmonteret håndtag ind til dammene.

Jeg husker en dag, hvor vi var inde for at se om karperne var begyndt at lege. Vilhelm havde set en karpe som stod på lavt vand. Forsigtigt listede har sig nærmere med kejsen klar. Lige i det øjeblik, hvor Vilhelm var klar til at føre kejsen under karpen bankede Knud, der sad et stykke derfra sin pibe ud på den sten han sad på og væk var karpen. Det var et syn som Knud og jeg sent glemmer. Vilhelm i lange støvler m/seler sin hvide hat på hovedet og undertrøjen med lange ærmer som han gik med sommer og vinter.

Noget af det som jeg elskede mest var ,når Vilhelm og jeg satte kroge. Jeg mener vi sommetider satte tusind kroge. Maddingen var frossen hornfisk som Vilhelm skar i passende stykker. Det var så min opgave at ro i en til pas fart så krogene blev sat.

Jeg kan stadig huske, når vi var ude tæt på land. En stille sommeraften med gøgen der kukkede og ellers ikke en lyd.

Næste morgen , når krogene skulle hales, det var altid spændende. Var der store ål på krogene, sandarter og måske havde en karpe bidt på krogen. Det betød sommetider, at vi var nødt til at begynde fra den anden ende ellers ville karpen spolere det hele. Det var også en kunst at finde den rigtige rytme, så linen fulgte fisken lige under åren.

Når vi kom hjem så var der et arbejde med at rede krogene op igen. Sommetider kom Helga ud og gav mig et nap. Hvis der havde været ål på krogene kunne de godt være svære at rede op.

Jeg fik aldrig lært at bøde garn. Det fortryder jeg i dag. Når Vilhelm sad på værkstedet nær den elektriske pumpe og bødede garn var der ikke noget , der kunne forstyrre i denne verden-syntes jeg dengang.

Jeg elskede, når jeg kunne få lov at ro væk fra det hele, men det skulle ske inden Vilhelm

opdagede, at jeg ikke havde noget at give mig til. Der var altid brænde som skulle saves eller måske manglede vi noget i Illerup. Vilhelm brød sig ikke om lediggang.

Når vi sejlede ud med den store jolle uden kahyt lå jeg mange gange i forstavnen og sov eller bare slappede af. Det var også her” københavnerne”  sad. Når det  blæste meget og vandet stod ind over forstavnen. De sad i deres regntøj og kunne ingenting se. Da vi en gang var kommet ind i kanalen i roligt vande sagde Vilhelm til mig,  tag spanden og fortsæt med at smide vand ud over deres regntøj. Han sagde det med et glimt i øjet.

Det var en sand fornøjelse at se Vilhelm flå fisk. Han havde en åletang, men ellers foregik det med de bare næver. Hænderne skulle bare være rene.

Jeg kan huske, der kom en familie og ville købe ål. Vilhelm spurgte manden om han selv kunne flå dem. Jeg tror ikke han ville indrømme over for sin kone, at det kunne han ikke. Han fik dem med i en madkasse, den må have været godt slimet til. Da  de kom hjem.

Dyhrkop have sine hunde i bure og i nærheden havde han en ræv i et bur. Der var gravet gange med huller, hvor man kunne lukke hunden ned, når den skulle lære at jage ræven op.

Jeg gav sommetider ræven fisk og jeg skulle huske at hvis jeg ville se den ude, da skulle jeg komme med vinden i den rigtige retning.

En fiskehejre stod ude i sivene og var kommet til skade med den ene vinge. Dyhrkop sendte en hund ud, men den skulle være forsigtig, thi hejren forsvarede sig med sit lange næb. Det lykkedes dog til sidst at få fuglen befriet for sine lidelser.

Når Dyhrkop havde besøg  af maleren Leif Rydeng med kone og børn og en gang var der også to franske børn med,  så var der liv og glade dage.

Sommetider havde Vilhelm også besøg af nogle af mine kusiner og sammen med Dyhrkop`s to børn var vi en større flok.

Vilhelm var nok lidt af en faderfigur for mig og han var sikkert meget skuffet, da jeg kom i lære som kontormand og ikke fisker hos ham på Vrøj.

Min mor har fortalt, at de var på Vrøj og ville have ål med hjem. Vilhelm foreslog, at de roede i en lille glasfiber jolle ud og røgtede en ruse ved den gamle mølle. Mors svigerinde min tante Ella var med. Ella brugte høreapparat, som hun havde taget af. Da Vilhelm sagde, at hun skulle passe på , når hun steg ned i jollen hørte hun det derfor ikke med det resultat, at Vilhelm, mor og tante Ella røg i den mudrede kanal. Heldigvis gik det godt og de kunne le af det bagefter, men tante Ella, der ikke kunne svømme var meget chokeret.

Jeg havde i nogle dage gået og spekuleret på, hvordan jeg skulle fange nogle karper, som jeg havde opdaget gik i en lille å overfor anløbsbroen i søen ved den gamle mølle.

Jeg roede derhen og havde taget den brede kejs med mig. Jeg placerede kejsen på tværs af åen og gik i en stor bue om bag ved fiskene. Så jagede jeg dem ned ad åen og løb i en stor bue tilbage til kejsen. Jeg så karperne komme imod kejsen og løftede den op, da jeg mærkede dem i kejsen. Jeg fangede tre karper og Vilhelm var noget overrasket. (gad vide om han troede på min forklaring?)

En sommer kom der en ældre mand ud på Vrøj. Han spurgte om han måtte prøve at fiske i kanalen- Vilhelm spurgte, hvad han ville fiske med. Han fortalte, at han havde en nylonstrømpe fyldt med jord fra Kongens have. Vilhelm gav ham lov. Han sad der hele dagen og da det blev aften sagde han til Vilhelm, at der ikke var nogen fisk. Vilhelm tog ham med hen i jollen og åbnede ned til dammen og fangede snapgarnet fuld med fisk, så han kunne se, at det ikke var fisk, der manglede, men snarere mandens fiskegrej, der var noget galt med.

På Vrøj fandtes også Kong Christian d. X`s isbåd. En stor isbåd med flere kahytter. Det sjove var, at min far havde sejlet med den på Roskilde fjord, men hvordan den havnede på Vrøj ved jeg ikke.

Når Helga havde det ”dårligt” opholdt hun sig i sit soveværelse. Så måtte Vilhelm og jeg selv sørge for mad. Det blev stegte ål, aborrer og sandarter.

Når Vilhelm var taget til byen for at købe ind fik jeg lov til at spise røræg. Der var nok at æg. Hønsene lagde æg alle vegne. Men sjovt nok var det kun, når Vilhelm ikke var der, at Helga syntes det var en god ide. Jeg  havde også dengang en sød tand.

Vilhelm byggede selv sine robåde og jeg fik lært at ”vrikke” med en åre både foran og i hakket bag på robåden. Det var godt at kunne, når jeg roede på smalle steder, som ved den gamle mølle til søen ved siden af kanalen. Vi havde aldrig redningsveste på, men jeg tror vi lærte at passe på når vi færdedes på vandet.

Vilhelm og Helga havde en sommer ænder gående. Jeg fodrede dem med småfisk så jeg er bange for, de smagte mere af fisk end af and.

Det var sjældent, at noget gik galt for Vilhelm. Han var altid rolig og have forberedt det, der skulle ske meget grundigt. Alligevel da vi skulle have den store sorte motorbåd trukket på land, da sprang tovet og kom susende som en elastik. Heldigvis var der ingen, der kom til skade.

En sommer da vi sejlede ud for at sætte et bundgarn med jollen bagefter fyldt med et nytjæret garn. Det gav pludselig et ryk i motorbåden og vi mistede farten. Robåden var sunket og garnet flød ovenpå vandet. Vi fik den trukket op over siden på motorbåden og tømt robåden for vand og vi kunne fortsætte. En sommer havde vi børn ved den elektriske pumpe samlet en hel tønde fuld af glasål. De forsvandt i løbet af natten, fordi det blev regnvejr.

Vilhelm døde i 1983 og Helga i 1974. Jeg var allerede flyttet fra Svogerslev ved Roskilde til Risskov ved  Århus. Det er trist at tænke på, at Vilhelm var alene på Vrøj i 9 år uden Helga. Jeg havde nok for travlt med min egen familie.