Orkanagtig nordenstorm som er kendt som ”Ulvsund-stormen”, fordi dampskibet S.S. Ulvsund forliser under en sejlads mellem København og Nakskov. Besætning og passagerer om bord drukner. Efteråret og december 1921 var præget af usædvanlig megen blæst fra nord og vest. Det begyndt med ”Ulvsund-stormen”. Derefter blev landet den 1-2. november ramt igen. Det var en nordvestenstorm (kategori 1). Den 17.-18. december ramte den næste storm (kategori 2) fra WNW landet. Den tredje og sidste vinterstorm som var den kraftigste ramte landet fra vest nytårsaften 1921 (kategori 3).

Ulykken hvor Ulvsund forliste fik meget pressemæssig bevågenhed og stærke efterfølgende storme både i november og december satte gang i Metrologisk Instituts overvejelser om at benytte nogle af »de nye« moderne norske arbejdsmetoder fra tiden lige efter 1. Verdenskrig, brug af grønlandske vejrobservationer i det daglige arbejde samt nattevagter til meteorologerne. Men der gik mange år før arbejdsgangene for alvor blev forbedret.

Saltbækvig – 23. oktober 1921

Johannes Vallentin var vidne til da dæmningen ved Saltbækvig gav efter under stormen den 23. oktober. Johannes Vallentin og hans kone Metha var på det tidspunkt bosat på Vrøj. Johannes Vallentin blev om aftenen banket op af Inspektør Corfixen som mente, at det var en god ide, at de sammen kiggede på dæmningen.

Det var et frygtelig vejr og det var som om himmel og hav stod i et. Sammen stred de sig afsted mod Alleshave-siden. Kort efter de havde passeret Den Gamle skole opdagede de det første brud. Hullet var ikke ret stort og de kunne skræve over hullet mens vandet fossede ind. De betragtede hullet og det var egentlig meningen at de skulle vende om, men pludselig så Johannes Vallentin at dæmningen blev gennembrudt et par hundrede meter længere fremme og de drog ud for at besigtige dette brud. Brudet var meget større end det første. Bruddet var ca. 50 meter bredt og kaskader af vand og jord væltede ind i Saltbækvig. Der var intet at gøre og de vendte tilbage. Her mødte dem et chok, for det lille brud de før kunne skræve over, var nu over en meter og de kunne se at vandet fjernede mere og mere af dæmningen. Johannes Vallentin tog tilløb til og sprang over, det skal siges at  han var en ung adræt mand på 28, hvor imod Corfixen var en meget svær mand og oppe i årene. Johannes Vallentin kom helskinnet over og overtalt Corfixen til at springe og det var i sidste sekund at Corfixen sprang og kom i sikkerhed på den anden side. For stedet hvor han få sekunder forinden havde stået forsvandt i en rasende kaskade af vand fra havet.

Da de var på vej tilbage og kommer forbi Tvillingemøllen, kunne de stå og se møllen blive ødelagt. Vinden havde fanget møllekuplen og blæste ind bagfra, hvilket medførte at vingerne rullede baglæns meden træstykker og metal slog gnister til alle sider.

14 årige Vilhelm Hansen boede på Saltbæk ringvej og fortæller følgende om hans oplevelse:

Vi vågnede op til en orkanagtig storm fra nord og min far bad mig gå ned til stranden for at se til bådene, som lå langs kysten. Det var en streng tur og jeg måtte kæmpe mig vej mod vinden. Da jeg nåede stranden mødte der mig et frygteligt syn. Hele forstranden var jævnet og alle bådene lå mere eller mindre som vrag og skyllede frem og tilbage langs dæmningen. Ved kanalen var de tykke stenporte smadret og vandet skylledes ind og dannede på engen et stort mudret hul. Vores ene båd sad på tværs i port hullet og tog en del af for vandpresset.

Jeg fløj tilbage for at fortælle om dette skrækkelige syn. Jeg var oprevet og forpustet og råbte om alt det skrækkelige med bådene, men min far troede ikke på mig, og sagde at jeg skulle lade være med at rende med en halv vind.

Så ringede telefonen og det var Inspektør Corfixen, som bad om at alle mand fra Saltbæk kunne skynde sig at komme ud til Vrøj og hjælpe til med at stoppe renden i dæmningen. Jeg fik til opgave at løbe rundt til de forskellige med besked om at der var brug for hjælp på Vrøj. Nogle steder lo de af mig og kaldte det for en storm i et gals vand. Men et sted jeg var inde, satte konen sig ned på brændekasse og græd, hun kunne huske hvor højt vandet gik i 1864.

Vandet stiger så meget, at de 4 familier i arbejderhuset nu Fiskerens hus, må bjerge alt deres indbo op på loftet. Efterfølgende indretter de 3 familier sig i den gamle skole som ligger højere end de andre bygninger. Johannes og Metha flytter ind hos Inspektør Corfixen. Dyrene blev evakueret.

Dagen efter.

Samuel Olsen red dagen efter sammen med et par andre unge mennesker fra Alleshave siden over for at se hvordan det stod til. De kunne se at også Alleshave dæmningen havde været tæt på at blive gennembrudt denne mørke oktober nat. De nåede ud til bruddet, men hestene ville ikke nærme sig de voldsomme masser som strømmede ind. Da de red tilbage kunne de se hvordan vandet begyndte at brede sig over de flade arealer, de vilde dyr samlede sig på de højst liggende steder og rendt forvirret rundt, men det var forgæves for vandstanden steg og dyrene druknede.

Endnu en storm hærge det ramte område.

Den 2. november vender stormfloden frygtelig tilbage og vandet vælter igen ind igennem de 2 brud og i løbet af natten skyller vandet også ind over Alleshave diget og dæmningen ved Kaldred. Dette bevirker dæmningen ved Hørve Værslev banen skylles væk og flere steder svæver skinnerne.

Inspektør Huss og familie var lige vendt tilbage til Arnakkegården og oplever nu noget af det værste i deres liv. Omkring midnat bryder vandet frem og i løbet af få øjeblikke står vandet meter højt omkring bygningerne og Inspektør Huss kone og børn må vade igennem vandet for at undslippe. Naboerne er flinke og sørger for husly til familien. Ud over Inspektør Huss familie måtte yderligere 2 arbejderfamilier fra Arnakkebugten rømme deres huse.

Inspektør Huss og hans medhjælper får bjerget 5 heste og 5 køer som måttes slæbes over 300 meter 1 meter højt rivende strøm før de kunne midlertidig indlogeres på Eskebjerg Mejeri.

Efterfølgende sejler Inspektør Huss ud sammen med sit mandskab til Arnakkegården for at bjærge sit indbo. Dette blev besværlig gjort af en stor halmstak som var strandet uden foran døren. En del af hønsene var druknet, men gæs og ænder var stadig i live og svømmede rundt inde i laden

Der går lang tid før Inspektør Huss og hans familie flytter tilbage til Arnakkegården idet Inspektør Huss kone var så mærket af oplevelsen at hun skælvede blot hun hørte en susen i træerne, idet det mindede hende om den frygtelige nat, da de måtte flygte igennem vandmasserne for at rede livet.

I alt blev 9 familier fordrevet fra Saltbækvig.

Opmåling

Hedeselskabet foretager midt i december 1921 pejlinger i de 2 brudsteder. Lille brud er ca 100 m bredt og den største dybde er på 3,5 – 4 meter. Storebrud er ca. 200 m bredt og op til 4,7 m dybt.

Nytårs storm

Igen ved årsskifte var det galt igen og en ny storm ramte Saltbækvig. Nordvesten stormen raser og vandstrømmene står lige ind igennem de 2 brud. Familien Corfixen fejre nytår og har juletræet tændt, men i løbet af aftenen begynder vandet at trænge ind i huset og møblerne må bjerges til 1. salen og ved midnats tide står der 40 cm vand i stuerne. Nogle af hønsene drukner og alle møller og huse på Vrøj er enten ødelagte eller svært medtaget at vind og vand.

Efterspil.

Vigen stod under vand i 2 år, ikke altid var vandet lige højt, når vandet var lavt kunne de opgravede volde og højere steder ses over vandkanten. Plante og dyreliv sygnede hen og de nøgne stammer og grene ravede op over vandet. Da der kom is på vigen fik lokalbefolkningen lov til at fælde og hente det træ som ravede op over isen og bruge dette til brændsel.

Reparation af digerne.

Entreprenør Henriksen fra Korsør havde i en del år haft kendskab til Saltbækvig dels igennem et jagtkonsortium og dels fordi han allerede i 1909 fået kommunens tilladelse til at hente singels ( mindre rulle sten, hvis størrelse ligger mellem 3 og 6 cm og som anvendes til beton og lignende).

Entreprenør Henrik Johan Henriksen var søn af en træskomand og kom oprindelig fra Fyn. I 1902 nedsatte han sig som murermester og entreprenør i Korsør og opbyggede efterhånden en betydelig forretning. Ud ad til var Henriksen en generøs mand, men indadtil påholdende og hans kones motto lød: Selv om man har nok, behøver man ikke at fråse.

Henriksen traf jævnlig en anden Korsør borger Valdemar Joachim Kähler som i 1884 havde overtaget Korsør teglværk efter sin far. Henriksen sagde en gang til Kähler ”De har pengene og jeg har hovedet. Det må der kunne komme noget godt ud af” og det gjorde der også for i 1909 dannede de Korsør Stenforretning med sten- og grusgravning som formål.

Kähler var en nøjsom og beskeden mand og Henriksen og Kähler udgjorde et perfekt makkerpar som levede og åndende for deres virksomhed.

I 1918 dør Valdemar Kähler og hans søn Gustav Kähler går i kompagniskab med Henriksen under navnet Henriksen & Kähler (H&K)

Henriksen havde fået tilbudt at købe Saltbækvig, men H&K var på trods af deres mange aktiviteter ikke interesseret i at binde mange penge.

H&K møder Entreprenør Christian Augustinus Nielsen og gør ham opmærksom på Saltbækvig og igennem forskellige forhandlinger skal Augustinus Nielsen have skøde på ejendommene og H&K jagtretten som tak for deres hjælp. Der blev indgået kontrakt på jagten og indtil dæmningerne stod færdige måtte Augustinus Nielsen gå på jagt, men derefter overgik jagtretten til H&K både på Saltbækvig og Arnakkebugten og de kunne disponere over værelser som tidligere var brugt af jægere i Arnakkebugten og værelserne i skolen på Vrøj.

Augustinus Nielsen forventede at være færdig inden udgangen af oktober 1922, men sådan gik det ikke. Augustinus Niels kom snart i vanskeligheder, da det viste sig at han ikke ville betale tarifmæssig løn og ikke udelukkende bruge lokale folk. I det hele taget var det svært at få det til at løbe rundt.

Ved hjælp af utallige læs sand og sten som blev fyldt i hullerne af 50 mænd og 2 motor lokomotiver  og den 8. juli 1922 var lille brud lukket, men natten til 18. juli rammes Saltbækvig af et fælt vejr som skyllede så meget fyld væk at skinnerne svævede i luften.

Efterfølgende lykkedes det at få 80 af de omboende 120 lodsejer til at tegne sig for bidrag til at forsætte arbejde.

Nu bliver der arbejdet døgnet rundt. 70 mænd om dagen og 30 mænd om natten og det meddeles til stormflodsskadeudvalget den 11. september at begge brud var lukket. Glæden var dog kort, allerede den 16. og 19. september rammes området af storm og alt er ødelagt, Bruddet gaber atter og alt fyld er skyllet væk.

Augustinus Nielsen ansætter lollikken Ove Rye Clausen som formand for arbejderne og han og hans kone samt 4 børn flytter ind i stuehuset på Vrøj efter at Inspektør Corfixen er flyttet. I December 1922 melder Augustinus Nielsen at næsten alt arbejde med havdiget og sluserne var fuldført, dog kan det største brud ikke lukkes før til foråret.

I sommeren 1923 er arbejdet så godt som gået i stå. H&K har gennem deres jagtinteresse fulgt med i arbejdets gang. H&K tilbyder at gøre arbejdet færdigt. Den 4. august bliver der lavet en underentreprise mellem Augustinus Nielsen og H&K og allerede den 7. august er H&K i fuld gang med arbejdet, men de må erkende at der skal arbejdes meget energisk og sættes mange mænd ind, for at der skal lykkes at overvinde vanskelighederne. Folkene arbejder nu nat og dag i 2 holdskifte og natten mellem den 25. og 26. august lykkedes det at lukke det store brud. Det er de diger som i dag holder vandet ude.

I januar 1924 dannes Saltbækvigs Digelag, det var ikke uden protester fra de tilgrænsende lodsejere. Men beslutningen var truffet, Selvskabet bag Saltbækvig stod for 5/6 dele og lodsejerne for den sidste 1/6

I 1935 overtager H&K Saltbækvig og har siden været har Saltbækvig været privat ejet.

Kilde:

Grete Tvedegaard: Saltbækvig

Artikel ” Tredive sekunder fra døden” Kalundborg Folkeblad lørdag den 16. oktober 1971

Udleveret dokument fra Lokalhistorisk arkiv Svebølle: Digebrudet på vrøj, fortalt af Vilhelm Hansen til Søren Bosendal.

Udleveret dokument fralokalhistorisk arkiv Svebølle: Per Mogensen 1985, Saltbæk Vig, Samuel Olsen.

Danmarks søer – Søerne i Vestsjællands amt af Thorkild Høy og Jørgen Dahl.

http://www.drejøarkiv.dk/upl/9343/Vejrhistorienkortidet20.pdf)

http://www.dmi.dk/fo/nyheder/arkiv/nyheder-2013/12/bodil-og-det-beskidte-dusin/